Vinter

I starten af november fik vi Anna Lisa på land. Vi fik en lastbil til at køre hende hjem i haven. Med lastbilens kran blev hun lyftet ind over hækken og sat på de bukke som Troels, Mathilda og jeg havde brugte ugerne inden på at bygge. Det optimale havde nok været en vogn, så vi selv kunne køre hende hjem, men sådan en har vi desværre ikke mulighed for at få ind i haven.

Troels og Mathilda hjalp til med at bygge seks bukke i træ.

Til gengæld valgte vi at købe et NOA overdækningsstativ som står i scepter-fødderne på dækket. Da byggevejledningen var gennemskuet var det ret enkelt og hurtigt at bygge op. NOAs overdækningsstativ er godt nok dyr, men det er alle pengene værd. Det er et såkaldt ”udliggerstativ”. Det betyder, at presenningen kommer lidt ud fra skroget når den lægges på. Det giver rigtig god ventilation og det er muligt at have stigen stående fremme altid. Da jeg som oftest er ombord flere gange om dagen er det rigtig dejligt. Til foråret vil jeg også kunne polere inden jeg fjerner stativ og presenning. Løsningen med udliggerstativet føles næsten lige så godt som et rigtigt bådehus. Med lysstofrør monterede med strips i tagnokken er der også altid arbejdslys.

NOA dæksstativ - dyrt men godt.

Da der i slutningen af november var orkan var vi godt nok lidt nervøse. Men både presenning, stativ og bukke klarede det hele til stor tilfredsstillelse. Vi var glade for, at vi havde et ordentligt overdækningsstativ og en rigtig 600 g/m2 presenning. Jeg tror ikke, at det stativ jeg selv byggede til gamle Anna Lisa havde klaret orkanen. Det er et enormt vindtryk der kommer på presenningen. Det var jo desværre heller ikke alle både som klarede det. Flere både i Limhamn væltede eller fik revet presenningerne af.

Stilhed før stormen (orkanen)

Det er rigtigt dejligt, at have Anna Lisa hjemme. Det er så let at få lavet noget. Jeg kan gå ud en halv time om aftenen og måle, lave en skabelon eller montere et eller andet. Det er ikke længere et ”projekt” at lave noget på båden.

Sidste sejltur…

…for i år

At sejle om efteråret kan ofte være meget bedre end om sommeren! Og sådan en weekend som vi har haft nu, skal der meget til at slå. Høj, blå himmel og et Øresund som er så klart at man kan se fem meter nede, at nogen har tabt et stykke tovværk. Fiskene ses tydeligt, men desværre ser de også vores fiskekrog og undgår den behændigt.

Når vi vågner om morgenen er der rimfrost på dækket og folk inde på kajen er vinterklædte. Men vores Wallas sørger for at der er lunt og godt inde i båden. Vi kan sidde over morgenmaden i to timer, og når også vi er blevet iført huer og lange underbukser kan vi blande os i det herlige liv på havnen i Dragør. Fiskerne renser deres garn og drikker en øl. De fine damer lufter deres små hunde og duften af fisk blandes med lugten af diesel. En kapsejladsbåd glider stille ud for sejl og fem optimistjoller krydser rundt.

Længere oppe i byen er der også liv på gaden. Folk sidder allerede om formiddagen udendørs med deres kaffe ved serveringerne. En enkelt mand med rødmosset ansigt nyder efterårssolen med en Tuborg Classic. Når vi passerer bageren er det svært ikke at stoppe op og nyde duften af nybagt brød.

På Dragør Fort kan vi lege at sørøverne er efter os, og vi sørger for ikke at blande os med de finklædte mennesker som skal til fest.

LED belysning

Vi mangler “hyggelys” i båden. Samtidig vil vi på sigt udskifte alle lamper til LED for at spare strøm. En god kombination er et indirekte lys, her i en boghylde. En LED lysliste med 30 dioder blev skruet fast med de medfølgende beslag og koblet til en enkel, billig afbryder. Den tager kun 2 watt og giver et varmt og hyggeligt lys.

This slideshow requires JavaScript.

 

Je t’aime

Da vi købte vores Allegro 30 hed hun “Je t’aime”. Egentlig skal man jo ikke omdøbe en båd, men da vi sikkert kommer til at anløbe franske og fransktalende havne, syntes vi ikke, at det virkede så smart at lave følgende opkald på VHF’en: “Le port de Calais, ici Je t’aime” (“Havnen i Calais, her er jeg elsker dig”).

Istedet valgte vi at nævne hende op efter vores kære, gamle Anna Lisa i mahogni. Og her i ugen kom bogstaverne til at klistre på siden fra dekaltrim.se På hjemmesiden står der, at leveringstiden er 7 dage. Det tog kun tre dage – super service! Det var desuden så let at klistre på siden af båden, at Troels kunne hjælpe til.

Sommerferie 2011

Her kommer lidt billeder fra vores sommerferie i det Sydfynske.

This slideshow requires JavaScript.

En krydderihylde eller en lampe?

Det føles stadigvæk ikke rigtigt som vores båd. Men jo flere af vores egne ting vi får ned, og jo flere af vores egne idéer vi får lavet, jo mere bliver hun vores.

Vi mangler “hyggelys” i båden, og derudover er der ikke en eneste LED-lampe. Det er noget vi skal ændre på, blandt andet med denne krydderihylde med indbygget LED-lys som jeg har lavet. Der er to 0,24 watt LED lamper og en billig afbryder. De tager i princippet ingen strøm, og giver alligevel lys nok til at man kan finde rundt ved natsejlads - eller så børnene kan finde ind til os om natten.